Ridning i Danmark under Corona
Som mange sikkert ved håndterede de danske politikere Corona krisen meget anderledes end Sverige. Specielt de første måneder. Danmark lukkede ned. Næsten alle arbejdede hjemmefra, skoler og institutioner lukkede og al idræt blev stoppet.
I perioder frygtede vi at der ville komme totalt forbud mod at køre ud, med mindre, man havde et absolut godkendt formål med transporten. Så ville vi ikke kunne køre i stalden til hestene, men så galt gik det heldigvis ikke.
Eftersom jeg jobber med heste, har jeg under hele corona passet mit job og mine heste. Til at starte med trænede jeg fortsat med henblik på konkurrencer og for at holde formen i hestene, men som månederne skred frem må jeg indrømme, at jeg begyndte at nedsætte træningsintensiteten. Mine heste kom til at gå mere og mere i skoven. Heldigvis har vejret været godt dette forår og sommer.
Dansk Rideforbund gjorde alt hvad de kunne for at imødekomme sundhedsmyndighedernes krav og restriktioner. Selvfølgelig kunne der ikke afholdes konkurrencer, men på et tidspunkt forbød de al ridning i ridehus. Man måtte kun ride udenfor.
Rideskoler måtte lukke ned og privat undervisning blev begrænset til stedets pensionærer. Alle ryttere udefra måtte blive væk.
For at hjælpe rideskolerne er der blevet lavet indsamlinger ved bl.a. salg af t-shirts, og mange beslagsmede har skoet rideskoleheste gratis i den periode hvor hestene ikke kunne generere kapital.
Nu er der åbnet for konkurrencer igen. Jeg selv har redet konkurrence i både Danmark og Sverige. Jeg har den oplevelse at de corona restriktioner der er omkring sport og konkurrencer på nuværende tidspunkt er meget ens i Danmark og Sverige.
I begge lande har jeg oplevet opdelte p-pladser, forbud mod unødvendigt publikum, begrænsning på antal hjælpere og opdelte klasser.
Det føles naturligvis lidt amputeret og suboptimalt, men nu kan vi trods alt endelig dyrke vores sport og optimere vores meritter samt få afviklet diverse mesterskaber.
Det betød så at jeg på én uge både skulle ride årets distriktsmesterskab i spring, sjællandsmesterskab i spring samt springderby, alt sammen på Dejo. Det kunne naturligvis ikke lade sig gøre. Jeg måtte vælge og vi blev nr. 2 til distriktsmesterskabet og vandt springderby.
Næste konkurrence er Fälttävlan i Flyinge hvor jeg også tager min unge hest Katniss med og rider H90 og CCN2*
Håber i alle er kommet sunde og raske gennem coronaen indtil nu. Pas på jer selv og hinanden.
Vi ses derude 😊